Le Mans ’66 | Blu Ray Film Anmeldelse

Med Le Mans ´66, eller Ford v Ferrari som den originalt hedder, har James Mangold skabt et nervepirrende men velsmurt maskineri, der uden tvivl sigter mod førstepladsen ved Oscaruddelingen. Om det når så vidt, må vi vente at se, men helt sikkert er det at hvis du har bare snerten af benzin i blodet er Le Mans ’66 lige noget for dig. Og nu er den ude på Blu ray og VOD.

Et cast med kvalitet

Med en duo i James Mangold (Logan, 3:10 to Yuma, Cop Land) og Michael Mann (Heat, Collateral, Public Enemies), er man i sikre hænder. Tilføjer man derefter en smule stjernestøv, i form af Christian Bale (The Dark Knight, American Psycho) og Matt Damon (Good Will Hunting, Saving Private Ryan), har man for alvor en blanding med fart på. Det er også præcis hvad der bliver leveret; Fart, og masser af den.

Læs også anmeldelsen af den Blu-Ray aktuelle Oscar vinder, ‘Joker!

Fart over feltet

Le Mans ’66 er den utrolige historie om hvordan Ford teamede op med Caroll Shelby (Matt Damon), manden bag den ikoniske AC Cobra og ikke mindst Shelby Mustang, for at bygge en bil der kunne slå Ferrari i det legendariske 24-timers løb i Frankrig, kaldet Le Mans. Det er også historien om hvordan en temperamentsfuld mekaniker og hobby racerkører ved navn Ken Miles (Christian Bale) blev et afgørende tandhjul i det enorme maskineri der skulle udgøre et vindende Ford-hold til Le Mans.

Det kan ikke understreges nok, at undertegnede på ingen måde er interesseret i biler, endsige racerløb. Det skulle derfor blive spændende om en film om netop de to ting, kunne være fængende. Det kan man roligt sige at det var! Kemien mellem de to hovedroller er til at tage og føle på, og samtidig taler historien så tilpas meget til følelserne at man ikke kan andet end at holde af filmen. Kombineret med et portræt af Le Mans i 1966, der er så intenst at man er ved at få et nervøst sammenbrud bare ved at kigge på det, ender filmen som helhed ud med at være en sand fornøjelse at se.

Langt men stærkt drama

Skal man til slut måske fremhæve en lille kritik, vil det nok være at filmen med sine 152 minutter simpelthen er alt for lang, specielt taget i betragtning hvor intens en fortælling det er. Det kunne fint være skåret mere ind til benet ude at tabe momentum. Derudover skal det selvfølgelig siges at selvom filmen kan ses af alle, vil mængden af bilrace og bilsnak nok være for meget til den gode side for nogen, og det går til tider udover det intense drama som historien grundlæggende ligger for dagen. Dog er Le Mans ’66 absolut et kig værd!

Teknorama.dk Giver Le Mans ’66 4 flotte stjerner

følg med og like os:

Skriv et svar