Mens vi venter på Half-Life:Alyx | Historien om Half-Life

Det er nok ikke for meget, at kalde ‘Half-Life’ for en af de mest ikoniske og vigtige videospil nogensinde. En af de mest ventede og efterspurgte spil til dato, er da også det mytiske ‘Half-Life 3’. Om det spil nogensinde bliver en realitet, vides ikke. Men inden længe får millioner af ‘Half Life’-fans en lille smag på et moderne spil i serien, når ‘Half-Life: Alyx’ udkommer i marts månede 2020.

Imens vi venter, var det måske på sin plads at opfriske helt præcis hvad det er ved ‘Half-Life’ som gør det så efterspurgt. Er det virkelig så ikonisk og banebrydende et spil, eller er det bare tomme ord? For at komme det nærmere, må vi spole tiden tilbage til midten af 1990’erne.

First Person Shooter anno 1993

PC gaming i midten af 90’erne var ved at drukne i First Person Shooters – Forkortet FPS – og det var alt sammen takket være ét spil. ‘Doom’ udkom i 1993, og revolutionerede spilbranchen. Succesen bag spillets banebrydende look og historie, betød dog at at ville have en bid af kagen. Derfor var FPS-genren fuldstændig oversvømmet med ‘Doom’-kloner hen mod midten af 90’erne. Uden en form for innovation risikerede genren simpelthen at blive udvandet og uinteressant.

Heldigvis kom genrens redningsmand i slutningen af 90’erne. Der kom 3D acceleratorkortet nemlig på markedet. Det gav mulighed for at have et sted, udelukkende dedikeret til at rendere grafik, hvilket gav et enormt boost i spillenes potentielle ydeevne. Der var mulighed for at lave spil i langt bedre opløsning, med en langt bedre framerate end tidligere. Dette var blandt andet noget som det første ‘Quake’-spil kunne drage nytte af. Men ‘Quake’ skulle snart blive overgået af en ny spiller, som netop var kommet på banen.

Læs også om et lille dansk spilfirmas store kinesiske eventyr!

Valve Software

I 1996 blev firmaet Valve Software, grundlagt. Et ambitiøst foretagende med blod på tanden efter unikke spiloplevelser. Deres første erklærede projekt skulle være et FPS-spil med science fiction tema. Foruden sci-fi, ville de bruge og videreudvikle på gyserelementerne fra tidligere spil i genren. Specielt titler som ‘Doom’ og ‘Quake’ blev der skævet en del til. Samtidig var de dog også inspireret af et spil som ‘Resident Evil’, samt film som ‘Alien’ og bøger som Stephen King’s ‘The Mist’.

Dette spændende projekt blev offentliggjort ved spilkonferencen E3, tidligt i 1997, og fik titlen ‘Half-Life’. Spillet var sat til at udkomme selv samme år. Dog opstod der et ønske, i virksomheden, om at tilbageholde titlen for at kunne øge kvaliteten yderligere. Dette betød at udgivelsen blev rykket fra 1997 til sent i 1998. I 1998 udkom det så, og spilverdenen har aldrig været den samme siden.

Half-Life

Alene åbningssekvensen indvarslede noget nyt. Du spiller den unge MIT-student Gordon Freeman. Han arbejder i en tophemmeligt forskningsfacilitet kaldet ”Black Mesa”. Åbningen bestod i en flere minutter lang sekvens hvor du kører gennem den underjordiske station. Vognens mekaniske speaker briefer dig kort om omstændighederne, men lader dig ellers bare suge til dig af stemningen og omgivelserne.

Allerede her var der tale om en kæmpe forskel på dette nye FPS-spil, og så de ”gamle” ikoniske titler som ‘Doom’ eller ‘Quake’. Modsat disse spil, skulle du ikke skyde dig igennem en hjernevrider af en labyrint for at finde udvejen, og komme til næste bane. Istedet blev spillets univers og historie langsomt og tålmodigt udfoldet for øjnene af dig. Men hvad var historien så?

Et fejlslagent eksperiment

Gordon Freeman er kommet for sent hjemmefra, og er derfor forsinket til det eksperiment som skal udføres på arbejdet den dag spillet starter. Man når det dog, på et hængende hår, og står pludselig i et enormt aflukket kammer. Her skal man udføre et eksperiment. Alt går dog ikke som det skal. I stedet for et vellykket eksperiment, får man i stedet åbnet adskillige portaler mellem forskellige dimensioner. Dette betyder blandt andet at alverdens horrible væsner slipper igennem til vores dimension. Alt er kaos, og det vrimler med monstre. Alt sammen takket være dig. Og det er så her det bliver rigtig sjovt.

‘Half-Life’ er på ingen måde bange for at lege med spillerens moralske ambivalens i forhold til omgivelserne. Selvom man spiller som, hvad man må formode er helten, er spillet på ingen måde bleg for at så små frø af tvivl omkring netop dette faktum. Dette ses tydeligt når Gordon eksempelvis lader uskyldige kollegaer dø, i forsøget på at slippe ud af ”Black Mesa”. Det ses også, når Gordon er tvunget til at nedkæmpe horder af specialtrænede tropper, som prøver at inddæmme ulykken.

Disse moralske gråzoner, er tilsyneladende også noget som det tophemmelige laboratorium ”Black Mesa” er helt okay med at operere i. Jo mere historien i ‘Half-Life’ udvikler sig, jo klarere bliver det for Gordon – og os som spillere – at der foregår indtil flere lyssky ting på stedet. Der er blandt andet forskning i våbenudvikling, laboratorieforsøg på rumvæsner og endda atom missiler.

Koreanske ‘Parasite’ har taget verdenen med storm. Læs her hvorfor den er så fantastisk!

Måden som spillet leger med skellet mellem det gode og det onde, og den moralske ambivalens er intet mindre end fremragende. Tager man dette spændende aspekt og kobler op på de mange genre elementer som spillet bruger, går det for alvor op for en hvor godt et spil man har med at gøre.

Genrene og fundamentet

‘Half-Life’ leger med en spændende kombination af mange genrer. Genrer som alle er med til at udgøre det fundament som historie og gameplay så gnidningsfrit bliver forløst på. Man finder både hæsblæsende actionsekvenser, gode gys og effektive stealth sekvenser spredt ud over spillet med lind hånd. Spillet kan foregå i snævre og indskrænkede rum det ene øjeblik, og enorme haller det næste. Et designvalg, som i den grad komplimenterer de skiftende genre elementer.

Trods den enorme alsidighed i genrer og rum, føles det altid sammenhængende på grund af en vis genkendelighed hele vejen igennem. Som spillet skrider frem, og Gordon Freeman forsøger på at rette op på sin fejl i starten af spillet, må man dog som spiller bryde med genkendeligheden. Alt dette slutter nemlig brat, da man rejser gennem en portal til stedet ved navn ”Xen”.

”Xen” repræsenterer et pludseligt genreskift i ‘Half-Life’. Hvor man tidligere har dyrket gys, action og stealth elementer, fokuserer ”Xen”-delen af spillet i højere grad på puzzle solving og en art platforming. Dette pludselige genre – og stemningsskift, udgør sammen med et betydeligt nøk opad i sværhedsgraden, spillets mest udmattende og mindst populære sekvens. Selvom ”Xen” er et mærkværdigt og underligt sted ændrer det dog ikke på det faktum at ‘Half-Life’ var, og er, et fremragende spil.

Modtagelsen og eftermælet

‘Half-Life’ blev modtaget med stor begejstringog lovpris fra spilverdenen. Det blev blandt andet kaldt den bedste shooter siden ‘Doom’ og en regulær ”game changer” for FPS-genren. Men helt præcis hvordan og hvor meget har ‘Half-Life’ egentlig påvirket nye spil, siden sin udgivelse?

Det er nærmest umuligt at kvantificere ‘Half-Life’s indflydelse. Utallige spil har draget inspiration på den ene eller anden måde. For det første brød ‘Half-Life’ med den baneopdelte FPS, og skabte i stedet en stort og sammenhængende spiloplevelse. Dernæst brød ‘Half-Life’ også med cutscenes og andre mellemsekvenser, hvilket markerede enden for den ikoniske midt 90’er First Person Shooter.

‘Half-Life’ var desuden med til at redefinere singleplayer oplevelsen, og var med til at øge fokus på actionelementerne i multiplayerspil. Senere titler, som eksempelvis ‘F.E.A.R.’ eller ‘Bioshock’ gør også brug af teknikker som vi så for første gang i ‘Half-Life’.

En ”golden oldie”

Idag er spillets grafik uddateret og dens mange fortælletekniske og unikke spilelementer tages for givet. Ikke desto mindre er ‘Half-Life’ en milepæl i videospillets historie. Fra start til slut er det et strålende eksempel på at være lige præcis det som alle spil stiler efter at være -en god oplevelse.

Derfor er ‘Half-Life’ et vigtigt spil. Derfor har det så mange fans, og derfor glæder vi os usigeligt meget til næste spændende kapitel i lige netop dette univers. Vi krydser fingre for at ‘Half-Life: Alyx’ bliver det næste branchedefinerende værk fra Valve!

Skynd dig at besøge half-life.com og læs mere om det kommende spil, ‘Half-Life: Alyx’
følg med og like os:

Skriv et svar