Mission Impossible: Fallout

Solomon Kane, filmens hovedskurk, siger det så glimrende til vores actionhelt Ethan Hunt: ”This is the fallout of all your good intentions.”

Mission Impossible: Fallout er kulminationen af Ethan Hunts valg gennem de seks tidligere film i Mission Impossible serien, og sikke et udfald.

 

Lidt om Mission Impossible: Fallout

Den sjette film i franchisen, som vel bedst kan beskrives som James Bond på steroider, byder på et vel af solide præstationer.

Ikke overraskende formår Tom Cruise at levere varen endnu engang, som den hemmelige super agent, Ethan Hunt. Til forskel fra tidligere, er dette dog den mest relatérbare karaktergengivelse af vores agent, som Cruise har leveret til dato.

Udover solidt spil fra hr. Cruise, møder vi endnu engang Simon Pegg i rollen som Benji, det ufrivilligt komiske teknikgeni.

Han letter, med sine sjove bemærkninger, for trykket i en film der ellers ligger lige omkring kogepunktet fra start til slut.

Ved deres side har de endnu engang Ving Rhames som Luther og Rebecca Ferguson som MI6 agenten Ilsa.

Som en ny, og yderst hårdtslående tilføjelse til holdet, stifter vi også bekendtskab med Henry Cavill i hans bedste rolle til dato, som CIA agenten Mr. Walker.

Denne kanonkugle af en kvintet er garanti for en visuelt syngende lussing, som vil få det til at ringe for ørene i dagevis. Men vent, der er mere!

 

Hvem er superskurken denne gang?

Sean Harris er for anden gang tilbage i rollen som den sleske og ustabile Solomon Kane, en skurk med en plan om at bombe verden tilbage til middelalderen.

Problemet for vores helte er bare, at denne gang er han ikke alene.

Foruden hr. Kane er der også den skruppeløse femme fatale, der går under navnet ”Enken”, og den sky, men yderst farlige ”John Lark”.

Disse tre skurke giver hinanden kamp til stregen om at være den mest velskrevne -og spillede skurk i Mission Impossible serien.

 

Hvad er dommen så?

Mission Impossible: Fallout viser endnu engang at actionfilm ikke er en uddød genre.

Så længe man blot har de rette folk både foran, såvel som bagved kameraerne, er der ingen grænser for hvor veleksekveret en film kan være.

Mission Impossibles sjette film i serien er muligvis den bedste actionfilm på denne side af årtusindskiftet, og muligvis den mest veludførte af sin slags i historien.

6 ud af 6 stjerner.

 

Er du enig i vores dom? Lad os høre dine tanker om filmen.

følg med og like os:
error

Skriv et svar