25 år senere | Derfor er ‘Seven’ stadig en fantastisk film

“Some people go to the movies to be reminded that everything is okay. I don’t make those kinds of movies. That to me is a lie. Everything is not okay”

-David Fincher


Som overskriften nok afslører har David Finchers ‘Seven’ 25 års jubilæum. Hvad du nok også kan læse ud af overskriften, er at filmen stadig holder vand her 25 år senere. Men hvad er det helt præcis der gør denne film til så ikonisk en thriller, så mange år senere? Lad os tage et analytisk blik på filmen. Det anbefales dog at man har set filmen før man læser længere i denne artikel.

Herfra vil der være risiko for spoilere, så hvis du endnu har ‘Seven’ til gode er du hermed advaret!

Når man sætter sig ned, og ser ‘Seven’ er noget af det første man bider mærke i, atmosfæren. Den nådesløse følelse af melankoli hagler ned over filmens seere, såvel som karakterer. Denne atmosfære er symptomatisk for den sindsforstyrrende oplevelse som ‘Seven’ giver sine tilskuere.

Nedbrydning af moralen

Kernen i fortællingen er den langsomme nedbrydning af Brad Pitt’s karakter, Detective Mills. Første gang vi møder Mills er han netop flyttet til byen, og man mærker tydeligt at han har set frem til at starte på sit nye job. Han er retskaffen, og han gør, så vidt muligt, alt efter bogen. Veteranen Somerset, spillet af Morgan Freeman, kender bedre end nogen anden til præcis hvad det er for en by de er betjente i, og irriterer sig derfor grænseløst over Mills’ retskaffenhed.

Hvad Mills dog gradvist finder ud af, er at byen og jobbet ikke er den herlige nye start som han drømte om. Denne langsomme realisering vises tydeligt, i måden hvorpå han selv og hans kone (Gwyneth Paltrow) bor. Deres hjem er et usselt hul i jorden, konstant forstyrret af jernbanen som løber lige uden for bygningen. Mills kom for at ændre byen men, som vi ser, er det byen der ændrer ham.

Byens mørke og lys

Byen og dens mangefacetterede liv er en essentiel del i ‘Seven’, og derfor værd at tage et nærmere kig på. Byen i sig selv, nævnes aldrig ved navn, og er derfor i udgangspunktet et fiktivt sted. I stil og udtryk kunne den måske minde om regnvåde Seattle, men samtidig er den gammel og slidt som man ser det i dele af New York. Hele scenen føles familiært, fordi David Fincher ønskede at sætte sin historie i et relatérbart miljø. Ikke desto mindre er den fiktiv. Samme gør sig gældende med filmens historie; den er fiktiv, men relatérbar. Det hele er troværdigt nok til at vi tænker det kan ske.

En effektiv måde David Fincher og manusforfatter Andrew Kevin Walker skaber denne nedslående, melankolske og opgivende atmosfæriske by og historie på, er faktisk ved at efterlade tilpas mange glimt af lys og håb igennem hele filmen.

Et eksempel på dette, er da politiet på et tidspunkt tror at de har fundet morderen John Doe, som er filmens skurk. Hvad der virker opløftende og giver håb, bliver i næste sekund knust, da de istedet finder morderens tredje offer.

Et andet eksempel kunne være da Gwyneth Paltrows karakter, Tracy viser sig at være gravid, og man øjner glimt af en fremtid uden for byens triste klør. Som du dog nok kan huske, er dette ikke just det der bliver udfaldet.

Kamera og farve

En af grundende til at legen med håb og den efterfølgende frarøvelse af det, er så effektivt i ‘Seven’, er takket være Finchers kameraføring. Alt kameraarbejde er så nøje planlagt og veleksekveret, at man som seer mister følelsen af kontrol over filmen, netop fordi filmen tager kontrollen over hvad seeren skal opleve. Det er med til at give en oplevelse af at morderen er lige i hælene på os, gennem hele filmen. John Doe beskrives gennem hele filmen som metodisk, klog og tålmodig -præcis ligesom kameraføringen. På denne måde afspejler kameraet morderen, der altid er et skridt foran. Netop derfor er det også så effektiv en oplevelse som tilskuer.

For at understøtte den melankolske forhammer der banker løs på seeren gennem hele filmen, gør Fincher også brug af en yderst effektiv farvepalette igennem hele filmen. Igen et stilistisk virkemiddel som understøtter historien og dens hændelser.

Filmen er meget mørk, og viser på den måde glimrende, hvordan vores hovedpersoner famler rundt i mørket, i jagten på en sadistisk morder. Men udover at understøtte historien, fortæller farverne også noget om filmens moral. I traditionelt filmsprog sker “gode” ting i lyse omgivelser, mens de mere moralsk tvivlsomme ting foregår i mørket. Den nærmest konstante brug af mørke toner smider derfor ‘Seven’ ud i en interessant moralsk ambivalens, som gennemsyrer hele fortælling. Det er hverken “godt” eller “ondt”, det blot ér.

Et interessant eksempel på dette kunne være slutsekvensen i ørkenen. Den er sat i lyse farver, og er blandt de lyseste scener i hele filmen. Alligevel er farverne matte. Selv det “gode” er ikke rigtig “godt” her, og de matte og monotone farver er et visuelt billede på det nedbrudte moralske kompas som filmen har, og som detective Mills i den grad får at smage i denne scene.

Hvor vil den hen, og hvorfor holder det stadigvæk?

Som David Fincher så fint har sagt det i citatet øverst i artiklen, så ønsker han ikke at fortælle dig som seer, at alt er okay. Alt er ikke okay, og det er ‘Seven’ i den grad beviset på.

‘Seven’ er fortællingen om hvordan det gode nedbrydes indtil der kun står ondt tilbage. Som tidligere nævnt, er fortællingens kerne, Mills. igennem filmen går Mills fra en håbefuld og ambitiøs ung mand, til en nedbrudt morder. Det samme kan siges om morderen John Doe, hvis handlinger er religiøst motiveret. Hvad der nok var startet som et ønske om at forbedre sig selv og sit eget liv, udviklede sig til at religionen blev instrumentet der retfærdiggjorde hans onde handlinger, i forsøget på faktisk at gøre noget godt for verdenen. Hans forsøg på at gøre godt, gør ondt, og skaber dermed ondskab. Mills bliver ondskaben. Det betyder også at da John Doe dør, så forstår vi godt bevæggrundende for hans død, men det føles ikke rigtig godt. Der er trådt et nyt onde ind istedet for ham.

Den moralske grænse mellem det kategorisk onde og det kategorisk gode er en forknudret gråzone hvor den slags simple principper er uddøde. Foruden at være en drønspændende og visuelt blændende film, er dette også en af grundene til at ‘Seven’ stadig holder vand efter 25 år.

Den moralske gråzone man som seer befinder sig i, både under og efter filmen er det der springer i øjnene. Den provokerer og skubber til alt hvad vi ved som værende sandt og retfærdigt, og efterlader os med denne replik fra Morgan Freeman:

“Ernest Hemmingway once wrote: “The world is a fine place, and worth fighting for.”

– I agree with the second part.”

Og derfor er David Fincher’s ‘Seven’ en mesterlig film selv 25 år efter sin udgivelse.

følg med og like os:

One thought on “25 år senere | Derfor er ‘Seven’ stadig en fantastisk film

Skriv et svar