The Lighthouse | En filmanmeldelse

Et umage par

‘The Lighthouse’ foregår på en stormomsust klippe, indhyllet i havsalt og skumsprøjt. Her står et fyrtårn. Monotont lyser det vej igennem tågebankerne, og leder de sejlende trygt i havn. På dette nærmest Herman Melville’ske sted ankommer to fyrpassere, en stormfuld dag i slutningen af 1800-tallet. Den ene er den grovskårede fyrmester Thomas Wake. Den anden, den stilfærdige Ephraim Winslow der agerer fyrmesterens hjælper. Mens Wake passer fyret, står Winslow for det overraskende omfattende arbejde det er at passe et fyrtårn. Alt fra gulvvask til reparation af kedler og slæben på kulsække til den evigt brændende fyrovn.

Læs også anmeldelsen af den Oscar nominerede ‘Jojo Rabbit!

Allerede fra første færd fornemmer man en vis spænding mellem vores to hovedpersoner. En spænding som stiger støt, i takt med at den vindblæste ø bliver mere og mere indhyllet i uvejr og storm. For at gøre ondt være er indgroede sømands skrøner og overtro måske endda den overvejende årsag til dette uvejr. De to mænd er slående kontraster til hinanden. Den gamle fordrukne Thomas Wake er med sine røverhistorier og sømandsviser, den unge Winslows totale modsætning. Til gengæld er Winslow, til at starte med, en fåmælt ung mand med sine bedste dage foran sig.

Den småbeduggede og konstant fjærtende fyrmester etablerer hurtigt et hierarki som den unge Winslow tøvende må indordne sig under. En underlig hakkeorden, som konstant udfordres af begge parter i form af løfter om alkohol og venskabelighed. Alt imens dette står på oplever Winslow en række mærkelige drømme. Drømme, som pludseligt manifesterer sig i hans vågne timer og drager tvivl om ikke bare hans egen sindstilstand, men også hans kompagnons ærlighed og troværdighed.

Kunst og Freud-fortolkninger

Det er let at se ‘The Lighthouse’ for den kunstneriske bedrift det er. Robert Eggers vikler hver en psykologisk fortolkning man kunne have, ind i filmen. Fyrtårnet som fallossymbol, og begge mænds ønske om at passe og pleje det, er en nærliggende fortolkning. Men filmen rummer så meget mere end blot lidt Freudianske gymnasielærerfortolkninger. ‘The Lighthouse’ er, uden sammenligning, et stykke oprigtig kunst.

Filmen er sølet til i et æstetisk sprog, og et øje for dramaturgi som man sjældent ser det i dag. Alt fra filmens grovkornede 35mm sort/hvid, til Willem Dafoe og Robert Pattinsons kraftpræstationer, skriger af mesterhåndværk. Den lefler både for kulturparnasset og de kitschede gyserfans. Med et sømandssprog der ville gøre Melville stolt, og en visuel stil der smager lige meget af 1920’er-ekspressionisme og 50’er-suspense er det svært at komme uden om den mastodont af et kunstværk ‘The Lighthouse’ i den grad er.

Dommen

Et intenst og surrealistisk kammerspil indhyllet i vanvid, eksekveret med en uhyggelig kontrol over filmmediet, gør ‘The Lighthouse’ til et stykke filmkunst man kun kan prise sig lykkelig for at have bevidnet.

The Lighthouse får 6 store stjerner af Teknorama.dk
følg med og like os:

Skriv et svar